Praktisk rejseguide til Besseggen
Som du kunne læse i sidste indlæg er en vandretur til Besseggen i Norge en kæmpe oplevelse. Læs indlægget HER. Jeg brugte ret lang tid på at planlægge turen, da der er lidt logistik, man skal have på plads. Al den information havde været rar at have på forhånd. Så nu har jeg samlet det hele til en praktisk rejseguide, der forhåbentlig er med til at gøre DIN tur til Besseggen lettere.
Hvor i alverden…?
Besseggen ligger i Jotunheimen i Norge. Jotunheimen er Norges mest populære nationalpark og rummer nogle af Norges højeste tinder. Nogle vil måske kende Beitostølen, som er et elsket skisportssted for mange danskere. Besseggen ligger 30 km.’s kørsel derfra. I øvrigt en helt fantastisk smuk køretur midt ude i ødemarken.
Hvor lang tid tager turen?
Selve turen tager omkring 7-8 timer, så man er nødt til at starte tidligt om morgenen. Dvs. en overnatning i nærheden af turstart er ret smart. Derudover er en overnatning, når man har gået turen, også godt, så man ikke skal ud og køre efter at have vandret hele dagen. Vi havde to overnatninger i Gjendesheim Turisthytte, og det fungerede rigtig godt.
Hvad med overnatning?
Udgangspunktet for turen er Gjendesheim Turisthytte, læs om hytten HER. Det er en rimelig stor hytte med god plads og 2- eller 4-sengsrum. Den norske turistforening har en garanti, der betyder at alle får en plads i hytterne. Så er der udsolgt af værelser, er der mulighed for at sove på en madras i pejsestuen(!). Jeg vil anbefale ørepropper og sovemaske;-) Der er dog få undtagelser til denne regel, læs mere om det HER. Det er tilladt at slå telt op, hvis man er 200 meter fra hytten.
Hvad med mad?
Der er total hyggeligt i den store hytte med pejsestue og sø-udsigt. Alle går rundt i strømpesokker, drikker varm kakao og spiser nybagte vafler. Lyder det som en kliché? Det er fuldstændig sådan, det foregår. Man spiser morgen- og aftensmad i den fælles spisestue med buffet om morgenen og fast menu om aftenen. Man har mulighed for at købe smør-selv frokost, man kan tage med på turen. Spisebilletter købes i receptionen, hvor man også angiver, hvilken tid, man vil spise aftensmad. Dagen igennem kan man købe snacks og drikkevarer. Og vafler!
Skal man nu også sejle?
Ja, det skal man. Eller det vil jeg i hvert fald anbefale. Turen går langs med søen Bessvattnet, hvor Gjendersheim-hytten ligger ned til. 100 meter fra hytten ligger en lille havn, hvor Gjendebådene sejler til og fra. Jeg vil anbefale, du tager båden til Memurubu (ca. halvvejs gennem søens længde) og går Besseggen turen herfra tilbage til Gjendesheim. Nogle vælger at gå fra Gjendesheim og sejle tilbage. Problemet for mig ville her være, at man skal klatre NEDAD Besseggenkammen – GYYYYS. Hvis du sejler ud og går tilbage, skal du klatre op ad den i stedet for. Sejlturen tager ca. 15 minutter og er i sig selv en naturoplevelse. Du kan læse mere om sejltider og priser HER.
Du kan læse meget mere om Besseggen, overnatningsmuligheder, guidede ture og IKKE MINDST sikkerhed til fjelds lige HER.
Jeg har ikke hørt om Besseggen før, men det ser ud til at være et utroligt smukt sted. Vil helt sikkert vende tilbage til dette indlæg, hvis jeg nogensinde får planer om at tage dertil (: Jeg vidste iøvrigt ikke, at de i Norge garanter, at alle får en plads i hytterne. Ørepropper vil i den grad blive pakket på min næste tur mod nord 😛
Hej Camilla,
ja, det er virkelig en tur værd. Og man sover fint i pejsestuen. MED ørepropper og sovemaske;-)
Bedste hilsner
Pernille