Sorrento og Den Skaldede Frisør

Jeg genså fornyligt filmen “Den skaldede frisør“. Dels fordi, jeg elsker at grine og græde mig igennem den, dels fordi der er nogle pragtfulde billeder fra Italien, herunder fra byen Sorrento i Syditalien.Trine Dyrholm & co. er filmet på flere, smukke steder i byen. Jeg besøgte Sorrento og de forskellige “locations” fra filmen og kan virkelig anbefale et besøg i denne herlige “lille storby”. Så læs med og genoplev scenerne fra filmen!

Sorrento – året rundt

Sorrento ligger på nordsiden af Sorrento-halvøen, hvor Amalfikysten ligger på sydsiden. Læs mere om Amalfikysten HER. Byen trækker spor helt tilbage til grækernes kolonisering længe for vores tidsregning. Romerne har også været her, men i dag er Sorrento mest kendt som en fin, gammel ferieby, hvor kendisser og andre turister gennem flere århundreder har nydt godt af byens charme og det gode vejr. Norske Henrik Ibsen boede flere gange på det fine hotel Tramontano i Sorrento og skrev Gengangerne her. Netop det gode, lune vejr gør, at byen er oplagt at besøge også i efterår- og vinterperioden, hvor vi slås med sne og kulde herhjemme. Og hvor antallet af turister er på lavpunktet! Der er masser at se og lave i Sorrento, men denne gang handler det om film-locations.

Sedil Dominova

Et stykke inde i filmen skal Trine Dyrholms karakter Ida købe en kjole til det forestående bryllup. Hun er taget til byen med datteren men ændrer hurtigt planer, da hun opdager Pierce Brosnan på en “café”. “Caféen” han sidder i, er i virkeligheden ikke en rigtig café. Det er en gammel loggia fra 1400-tallet. Det var stedet, de indflydelsesrige og velhavende mænd mødtes, mens de planlagde byens økonomiske og politiske linje. I dag er det mødested for pensionister, der mødes til et slag kort og en kop kaffe.

Loggiaen ligger på hjørnet af Via S. Cesareo og Largo Padre Reginaldo Giuliani. Der er fri adgang op ad et par trin og gennem en gitterlåge. Nu står man i et kvadratisk rum med højt til loftet og vægge beklædt med smukkeste fresker. De er virkelig imponerende, og man kan bruge lang tid på bare at stå og betraget dem. I husker sikkert rummet fra filmen. Ida slår sig ned i fast overbevisning om, at ingen da gider sidde alene og drikke kaffe. Herfra tager deres relation fart og… Næ nej, jeg røber ikke mere, hvis nogen nu ikke har set filmen:-)

San Francesco klosterhave

Hele filmen drejer om et bryllup, der skal afholdes her i Italien. Idas datter Astrid skal giftes med Patrick. Pierce Brosnan er Patricks far, han er meget velhavende, og bryllupfesten er henlagt til en drømmevilla, der ligger i en citronlund.  Brylluppet skal stå i villaens smukke have.

Haven er i virkeligheden klosterhaven, der hører til den smukke San Francesco kirke i Sorrento. Grundstrukturen er  en kvadratisk have omgivet af en søjlegang med arabisk inspirerede søjler og buer. Klosterhaven er stille, smuk og mindre, end jeg huskede den fra filmen. Det er et yndet sted for bryllupper. Brudepar fra hele verden søger hertil for at blive gift i de mest romantiske omgivelser. Astrid og Patrick er også klar til bryllup…Og så siger jeg ikke mere:-) Se eller gense filmen og få svarene på det hele. Den er helt vidunderlig!

 

Mon ikke, du skal have en kaffe på din tur til Italien? Download mit kaffe-kørekort til den italienske kaffebar. Det kan løse de fleste udfordringer i den forbindelse!  Skriv dig på maillisten, bekræft din mail, og KØR!

 

Indlæg, der ligner

Lad mig høre, hvad du synes

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

1 Kommentar