Aldrig for gammel til at (prøve)dykke!
Mine to store børn er i gang med at uddanne sig til Dive Masters på Koh Tao i Thailand. Derfor lå det lige for, at jeg skulle med ud på et prøvedyk. Jeg er pjattet med vand og hopper gerne i havet året rundt. Det ved børnene, og tanken om at følge med dem under overfladen havde da også strejfet mig. Jeg havde nu alligevel et par overvejelser. Jeg synes ikke, jeg er gammel. På den anden side er jeg heller ikke femogtyve. Og er det ikke meget tungt, det udstyr, hvad hvis jeg ikke kan få luft, og kan jeg overhovedet komme op og ned på dykkerskuden? Et par dage inden prikkede min datter mig på skulderen og sagde: “kan du se de gamle damer derover?” Jeg så over på et par, nå jo, i hvert fald en del ældre-end-mig damer. “De var med ude og dykke i går.” Ok, beslutningen var taget. Jeg skulle ud og prøvedykke.
På land
Som jeg tidligere har skrevet er Koh Tao proppet med dykkerskoler. Jeg gjorde det nemt for mig selv og valgte Simple Life Divers, som børnene bruger og kender. Stedet er enormt chekket, hvilket jeg som halv-bekymret førstegangs-dykker satte stor pris på. Allerførst skal formalia ordnes. Man skal selvfølgelig være i fysisk og psykisk nogenlunde forfatning, for at det er forsvarligt at dykke ned i det blå ocean. Jeg blev godkendt, og så var det videre til udstyret.
Fra starten får man tilknyttet en instruktør, der styrer én sikkert igennem processen. Jeg fik fornøjelsen af Hannah, der sørgede for alt udstyr, og jeg skulle ikke selv tænke på ret meget andet end at oplyse min skostørrelse ( til svømmefødder) og sige, om jeg ønskede en våddragt. Så var det bare at vente på at komme i longtail-båden, der skulle sejle os ud til dykker-båden.
Til søs
Man skal ikke være dårligt gående, når man skal fra longtail-båd til dykker-båd. De før omtalte ældre damer må have haft gode ben. Begge både vippede, mens jeg steg op på kanten af den ene og prøvede at ramme kanten på den anden. De øvrige passagerer var venlige og hjælpsomme, og jeg nåede ombord uden at have været den mest klodsede. Dykkerbåden mindede om en fiskekutter i to etager. Nederst var udstyret og plads til at gøre klar til at hoppe i havet. So to speak. Øverst var bænke langs siderne, mulighed for kaffe, te og vand og sidst men ikke mindst en stor bøtte med kiks.
Turen ud over havet gav instruktøren mulighed for at gennemgå nogle informationer om vores to dyk. Hvilke øvelser vi skulle igennem som det første, hvor vi skulle dykke, og hvor langt vi skulle ned. Vi var to på holdet, så der var god hjælp og opmærksomhed fra instruktøren og de to assistenter, som meget heldigt den dag var mine børn! Og hjælp var der brug for. Jeg opgav fuldstændig at gennemskue det anseelige antal slanger, lukninger, velcro-ordninger og remme, der er på sådan et styks dykker-vest. Men det havde de andre helt styr på, så inden længe lå vi og vuggede i vandoverfladen.
Under vandet
Først skulle vi gennemføre nogle få, enkle øvelser. Tømme vand ud masken og tage mundstykket ud og sætte det ind igen. Altsammen under havets overflade, forstås. Jeg var ikke vild med det, men det er klart en fordel at have prøvet det, før man befinder sig på tolv meters dybde. Skulle uheldet være ude. Vi bestod begge to, og så var det afsted. Eller – ned. Uden at lyve, vil jeg sige, jeg blev ret vild med det. Jeg kom ned og ind i en ganske anden verden. Jeg bevægede mig i slow motion, gled gennem vandet i roligt tempo og eneste lyd var min vejtrækning og boblerne, der sivede ud og susede mod overfladen. Tolv meter lyder af meget, men det føltes helt fint og var ikke meget anderledes end de seks meter, vi startede på. Øjnene var på overarbejde med at få set alt, hvad vi kom forbi. Smukke koraller i alle slags farver, sø-anemoner, der blafrede i strømmen og fisk. Massevis af fisk. I stimer, enkeltvis eller i par, og alle regnbuens farver var repræsenteret.
Instruktøren Hannah havde hele tiden øje på os, de to assistenter chekkede jævnligt luftbeholdningen hos os og signalerede med fingertegn, om vi var ok. Så vi kunne koncentrere os om at kigge og forsøge at blive på samme niveau som de andre. Hvilket slet ikke var så let.
Vel oppe igen på båden ventede en varm kop te og endnu en kiks. Det var en helt igennem tryg og fantastisk oplevelse. Jeg var helt høj, da jeg kom op og klar til at tage et certifikat lige med det samme. Det var der desværre ikke tid til, men nu er jeg i gang med lægge planer for sommerferien. Det bliver til et sted, hvor jeg kan tage et Open Water certifikat. Bum!
Da jeg selv havde travlt med at overleve, er billeder venligst udlånt af børn og Simple Life Divers.
Lad mig høre, hvad du synes