Las Vegas er også for kvinder og børn
Las Vegas?? Jeg så spørgende på kæresten, der sad med julelys og dollartegn i øjnene. Planlægningen af den store kør-selv USA tur var i fuld sving. Er det ikke bare en masse store hoteller og kasinoer ude i en ørken? Han så for sig, the Strip, de store hoteller og de legendariske kasinoer. Jeg så mest to trætte børn, overvældende varme, larm og mænd, der levede deres drengedrøm ud.
Las Vegas er jo ikke ligefrem “Somewhere else” forstået på den måde, at mere end 40 millioner mennesker besøger byen hvert år. Oven i var det i mine øjne meget langt fra at være et oplagt rejsemål for en børnfamilie. Grunden til, jeg har dette post med er, at vi på det tidspunkt havde børn på 10 og 12 år, og det skulle vise sig at være en fantastisk oplevelse. Hvis man griber det an fra børnehøjde!
Las Vegas er Disney world for børn OG voksne
Vi havde booket værelse på hotellet The Palazzo, som er en udvidelse af det mere kendte The Venetian. Indchekning foregik som i lufthavnen, med adskillige køer, der i slanger var rammet ind af afspærringer. Da vi ret hurtigt nåede frem til skranken, spurgte jeg en anelse skeptisk, om der mon var pool på hotellet. Midt ude i ørkenen, storby, stort hotel – you know! Den venlige receptionist beroligede mig med, at vi havde ti – 10! – pools at vælge mellem. Og om vi i øvrigt ville opgraderes til en suite. Hell yeah – Las Vegas I am in love already!
Resten er historie, som man siger. Jeg skulle trækkes væk fra Las Vegas og ind i bilen for at køre videre på vores tur. Jeg kom til at elske Las Vegas fuldstændig, helt og aldeles. Det er som et Disneyland for både børn og voksne, hvor alle aldersklasser er underholdt på hvert deres niveau. Lidt ligesom når jeg så Disney film med børnene tidligere, hvor vi grinede på vidt forskellige tidspunkter, fordi filmene i deres visdom er konstrueret, så der er noget til alle aldre. Men hvad lavede vi så i de tre dage, vi var der? Der er så mange tilbud i Las Vegas, så det kan være svært at vælge til og fra. Men her er et udpluk af, hvad vi valgte at bruge tiden på.
Hotel er ikke bare hotel
Lad det være sagt med det samme. Det kræver en vis form for disciplin at nå det, man gerne vil på 3 dage. For det første skal man forsøge at forlade sit hotel, hvilket kan holde hårdt. Alting er ligesom pumpet op og ganget med 10. Værelset, sengene og antal af tv på værelset. De ti pools skulle prøves, de helt utrolig mange butikker og restauranter betragtes (der er over 30 restauranter!) og selvfølgelig skulle vi over på The Venetian og se den indendørs anlagte Marcus Plads med floder, gondoler og hele molevitten. Det ligner lidt, og så selvfølgelig alligevel ikke. Det er jo malet, pap og plastik. Men brudeparrene sejler rundt i gondoler med gondolierer, der synger det bedste, de har lært på noget, der minder om italiensk. Lygtepælene er tændt på ”pladsen” og der dufter himmelsk af italiensk mad. Så hvem er vi til ikke at overgive os totalt til drømmen og illusionen.
Men omsider fandt vi os stående på The Strip. Hovedgaden i Las Vegas, hvor alle de store hoteller ligger. Her er svinevarmt, masser af mennesker, musik overalt i gadebilledet, men åh sikke et overflødighedshorn af oplevelser! Som med alt i Las Vegas må man gøre op med sig selv, om man vil elske eller hade det. Vi var ret hurtigt enige med os selv om, at vi over-elskede det!
The Fountains of Bellagio
Det bliver ikke mere amerikansk i værste og bedste forstand med et springvand, der danser til musik. Det er helt utroligt medrivende og bevægende og samtidig drivende sentimentalt. Kom i god tid, der er mange andre, der ønsker at se det smukke scenarie. Vi fik plads tæt på hegnet ved springvandet foran Bellagio hotellet. Godt nok i dagslys, det siges at være endnu mere smukt og fantastisk i aften belysning, Kan vand danse? Ja, det kan vand godt, og det ser fuldstændig sådan ud, når vandstråler bølger, vrider og snurrer sig rundt til den mest vidunderlige musik. Der er både moderne hits og selvfølgelig den uundgåelige Time to say goodbye. Der er stille passager og store pompøse slutninger, og man står med gåsehud på alle tænkelige kropsdele. Jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg stod med en seriøs klump i halsen og nød en fuldstændig mageløs vandpantomime. Det er et meget smukt og betagende syn, og nå ja, så er det gratis!
Mini zoo og delfin-nærkontakt
Nogle kan måske huske historien om det tysk-amerikanske makkerpar Siegfried og Roy, der optrådte med et show, der inkluderede løver og tigre i fri dressur på The Mirage hotel. Det var alt sammen meget godt, lige indtil, det ikke var så godt, da Roy kom lidt for tæt på et af kattedyrene. Han overlevede med nød og næppe, men showet stoppede. Nå, de to herrer havde i mellemtiden sørget for en fast levering af tigre og løver ved at have en lille udgave af Zoologisk have liggende i hotel Mirage’s baghave. Det er et skægt sted. Der er en fin lille samling af eksotiske dyr og er man heldig, er der hvide tigerunger i et babybur, hvor dyrepasserne underholder babyerne og leger med dem. Noget af det mere vanvittige er, at der til haven også hører at afsnit med delfiner. Vi taler altså om en ørkenstat, der har et kæmpe strømforbrug, der bruges til at køle alting ned til udholdelige 25 grader. Her har vi så et stort bassin med delfiner, der optræder og kan bookes for en dag, hvis man ønsker mere face-to-face tid med de søde dyr. Rimelig crazy men hey – vi er i Las Vegas, og intet er umuligt.
Showtime!
Las Vegas er showtime, big time. Hver eneste dag året rundt kører et hav af forskellige shows. Der er koncerter med store stjerne, musicals, trylleshows, akrobatik og bugtalere. Og så er der Blue Man Group. Vores valg faldt på dem, da de på hotellet anbefalede det til os med børn på 10-12 år. Og var vi godt underholdt? Det tror jeg nok, vi var. Blue Man Group er en performance gruppe, der excellerer i lyd, lys og humor. Det er svært at beskrive præcis, hvad showet går ud på. Men det er vanvittig underholdende, helt ustyrligt, sjovt og et sansebombardement. Det ene nummer afløser det andet uden en egentlig handling eller rød tråd. Men man er revet med fra første øjeblik og har svært ved at slippe dem, da showet ender med, at vi trækker toiletpapir ud over alle publikum rækkerne, så et stort hvidt hav dannes. For nogle vil det måske lyde mærkeligt, men det fungerede hundrede procent.
For mange står Las Vegas som en spilleby. Det er den, men den er også så meget andet. Vi fik aldrig spillet på maskiner eller siddet ved et af bordene. Det kunne vi ikke, da det ikke er tilladt at opholde sig i kasinoet andet end i gang / let løb, hvis man er under 21 år. Man er ofte nødt til at gå igennem et kasino på et hotel, men man må ikke stoppe op og kigge eller spille, når man har børn med. Og det håndhæves ret restriktivt. Så vi oplevede alt det andet, byen har at byde på. Det var showtime for børn og voksne, døgnet rundt, og vi skal nok tilbage en dag. På min opfordring!
Lad mig høre, hvad du synes