Miniguide til det italienske køkken
Når jeg rejser til Italien, er det italienske køkken noget af det, jeg glæder mig allermest til. Jeg elsker italiensk mad og drikke med alt, hvad det indebærer.Jeg forsøger mig ofte herhjemme i køkkenet med forskellige opskrifter, men det bliver ligesom aldrig helt det samme, vel? Det er der en god forklaring på, og det er, at vi mangler de rigtige råvarer. Italien er et overflødighedshorn af råvarer, der dyrkes og produceres lokalt, ofte i mindre familiebrug. De har derudover solen og varmen, som gør endnu mere godt for dyrkningen af for eksempel frugt og grønt.
Det italienske køkken
Det kan være noget af en jungle at få fat i ordentlige, lokalt producerede italienske råvarer, når man vandrer op og ned af gangene i supermarkedet. Et godt tip fra mig til dig er at gå ind på Det italienske køkkens hjemmeside, du finder linket HER. Mette, der driver webshoppen, har boet i Italien mange år og har håndplukket toppen af poppen, når det kommer til lækre produkter, Netop fra lokale, mindre familieproduktioner, der går op i kvalitet af fødevarer fremfor kvantitet. Der er masser af spændende information om produkterne og producenterne på hjemmesiden. Og når du nu er derinde, kunne du jo tilmelde dig nyhedsbrevet og modtage alverdens skønne opdateringer, opskrifter og meget mere.
Men tilbage til det italienske køkken. I Italien. Forestil dig, at du sidder stor-sulten på restauranten. Der kan man altså hurtigt fare vild i det italienske køkkens mange forskellige retter. Spisekortet er delt op i farlig mange afsnit, og alt står muligvis kun på italiensk. Det er de steder, jeg helst spiser på, Somewhere Else-stederne. Fordi så ved du nemlig, at du er landet et godt, lokalt sted, der ikke har mange turister på besøg. Læs med og bliv klogere på, hvordan du skal angribe det italienske køkkens spisekort!
Fire retter til middag!
Italienerne selv er glade for mad. God mad. De spiser ofte både tre og fire retter til aftensmad, når de spiser ude. Det kan lyde som noget af en opgave at komme igennem for en mådeholden nordboer, og mindre kan naturligvis gøre det. Men tjeneren stirrer muligvis undrende på dig, hvis du kun bestiller en pastaret – til deling. Lad os se på indholdet af en italiensk middag ud fra det italienske køkkens målestok.
Antipasto
Ordet betyder “før måltidet” og står på nogle kort i flertal – Antipasti. Det er en for-forret eller en snack, en hapser, før det egentlige måltid. Ofte bestiller man 2-3 små retter til deling, og derfor benævnes det ofte i flertal – antipasti. Det kan være marinerede grøntsager, en tallerken med skiver af skinke, pølse og ost eller små ansjoser. Én favorit, når jeg rejser, er ofte bruschetta (udtales med K i midten – husk det nu!) med forskellige toppings.
Primo piatto
Det betyder “første ret”. Ofte forkortet til bare Primi, som igen er flertal. Her ligger supper, risotto- og pastaretterne. Man finder ofte også retter med gnocchi, som udtales med en nj-lyd. Det er en lille kartoffelmel-bolle, der for eksempel kan blandes med pesto, smeltet smør eller parmesan. Denne afdeling kan sammenlignes med vores forretter.
Secondo piatto
Nu har nogen måske gættet, at vi er nået til “anden ret”. Og det er rigtigt! Vi er nu nået til hovedretten for dem, der stadig kan rokke med ørerne. Her kommer kød-, kylling- og fiskeretterne. Der vil ofte være lam og kanin mellem retterne, og kanin smager virkelig godt. Lidt i retning af kylling. Når du bestiller din hovedret, skal du være opmærksom på, at den som regel kommer uden tilbehør. Det kan være en lidt flad fornemmelse at få serveret en dejlig grillet kotelet, der ligger og ser meget ensom ud på tallerkenen. Det bringer os til næste punkt på menukortet:
Contorni
Det er et vigtigt punkt at huske, så koteletten kan få lidt selskab. Her finder du alverdens tilbehør som stegte kartofler, grillede eller marinerede grøntsager, salater og polenta, som er en majsmel-mos eller “pandekage”.
Dolci
Ordet dolce betyder “sød, venlig, behagelig”, og det er desserter jo som regel. Med mindre man er på vej til et ildebefindende efter al den dejlige mad, man har spist indtil nu! Dolci er de søde desserter som kage eller is. Her vil du måske kunne genkende Panna Cotta og kagen Tiramisu.
Nu bør du være klædt godt på til et besøg i det italienske køkken, hvis du da ikke er blevet fristet til at finde gryderne frem selv!
Hvis du fortsat vil modtage gode historier, tips og tricks til ture i ind- og udland, så meld dig til mit nyhedsbrev herunder:
Lad mig høre, hvad du synes