Tivoli, en lille perle udenfor Rom
Hvis du er i Rom, bør du unde dig selv et besøg i den lille bjergby Tivoli, der ligger ca. 30 km. fra hovedstaden. Byen er den mest yndige, fredelige middelalder-perle med ingen eller meget få turister. De kommer nemlig ofte ikke længere end til Tivoli’s helt store attraktion: Villa d’Este. Som jeg iøvrigt KLART vil anbefale, du også besøger. Læs med her om mit besøg til skønne Tivoli.
Tivoli, en middelalder perle
Mange vil mene, at der er nok at tage fat på, når man besøger Rom. Du kan læse min guide til den perfekte planlægning af din Rom-tur HER. Skulle du alligevel have en dag, hvor du vil ud af storbyens larm og hurlumhej, skal du bruge den i Tivoli. Byens historie går helt tilbage til romerrigets tid. Man kan besøge villaer, bygget af de gamle romerske kejsere, der også nød at komme ud i den friske bjergluft og nyde skønheden og roen i byen. Byen har sin helt egen charme med et lille, hyggeligt bycentrum. Gågaden er fyldt med små butikker, barer og restauranter. Der er hver dag et lille frugt- og blomstermarked på torvet, hvor de lokale køber ind til middagen.
Villa d’Este
Byens helt store attraktion er renæssance-paladset Villa d’Este, der er opkaldt efter Kardinal d’Este. Kardinalen havde håbet på at blive udnævnt til pave men blev i stedet guvernør i Tivoli. Og som om det ikke var galt nok, blev han tildelt et gammelt munkekloster til bolig. Det valgte den gode kardinal at bygge om til det prægtige palads, der i dag kendes om Villa d’este.
Man kan besøge en del af paladsets værelser. Kardinal d’Este hentede de fineste renæssancemalere ind til at dekorere rummene, og det er et eventyrland at bevæge sig rundt i. Vægge og lofter er tæt malet med smukke landskaber, bibelske scener og familiens våbenskjold. I nogle af rummene er der en lille åbning i gulvet, hvor man gennem en glasplade kan se rester af en romersk villa, der lå her før munkeklostret.
Fontæner og vand-musik
Det, de fleste kommer til Tivoli for, er kardinalens vidunderlige have, der hører til paladset. Haven er noget af det ypperste indenfor renæssancens havekunst og har givet inspiration til haver og parker over hele verden. Vores egen hjemlige Tivoli i København er stærkt inspireret og opkaldt efter netop kardinalens pragtfulde haveanlæg i Tivoli.
Haven rummer mere end 500 fontæner i alverdens udformninger, og her er altså virkelig tænkt kreativt. Fontænerne er store og små, rislende og brusende, løber langs gelændre eller plasker henad en mur. Mange af fontænerne har et symbol eller en historie, da man på det tidspunkt ikke anlagde en have uden at have en mening med det.
Fontænerne forsynes med vand fra bjergene og floden Aniene, og det mest utrolige er, at det er det naturlige vandtryk, der får vandet til at springe. Her er altså ikke tale om et maskiner eller pumper men om et genialt anlæg, der fungerer ved natuligt fald og tryk. Så her er en sjasken og plasken overalt i haven, som har en beroligende og meditativ indvirkning.
Kunsterne i Villa d’Este
Kunstnere har alle dage færdedes i paladset og haven som gæster til guvernøren og ladet sig inspirere til både malerier og musik. Den østrig-ungarske komponist Franz Liszt blev så inspireret af lydene fra alt det vidunderlige vand i haven, at han komponerede et stykke musik, der hedder: Jeux d’eaux (vandets leg / spil). Man kan tydeligt høre, hvordan vandet risler og bruser i dette stykke musik. Du kan lytte til det her:
Villa d’Este og haven i Tivoli er et lille eventyrland, hvor man sagtens kan bruge timevis på at gå rundt og nyde udsigten, haven og fontænerne. Det er helt nødvendigt at have god tid til at gå på opdagelse og til at sætte sig på en bænk og nyde “vand-musikken”. Når sanserne er mætte af vidunderlige indtryk, venter den smukke, lille by Tivoli med en herlig frokost eller eftermiddagskaffe. Det er nemt at komme til Tivoli, selvom du ikke har bil med. Fra togstationen i Rom (Roma Tiburtina) går der direkte tog hele dagen. Det tager ca. en time og koster 2-3 euro hver vej.
Hvis du fortsat vil modtage gode historier, tips og tricks til ture, så meld dig til mit nyhedsbrev herunder:
Lad mig høre, hvad du synes