Vandreture ved Comosøens bjergskråninger
Jeg er blevet spurgt til yderligere oplevelser, når man holder ferie ved Comosøen. Det fik mig til at tænke på de vandreture, vi tog, mens vi var der. Her kommer endnu en beretning fra sommeren ved Comosøen – nu på bjergskråningerne!
Op-op-op til Livo
Som nævnt er Comosøen omgivet af bjerge, og der findes et utal af tur-muligheder i forskellige sværhedsgrader. Receptionisten på Hotel Regina kom mig til undsætning og gav sit bud på et par af favoritturene. Man kan enten gå fra hotellet, hvor man ret hurtigt kommer fri af vejen og stiger gradvist men sikkert opad. Man kan også vælge at køre noget af vejen op og finde ruter at gå ud fra længere oppe. Vores første tur har kurs mod byen Livo, der ligger 600 meter over sø-overfladen, men føles som væsentligt højere.
Turen er smuk og går gennem skov, små landsbyer og højt liggende marker. Den er også lidt krævende, da stien undervejs er ret stejl, så stor er glæden, da vi omsider når frem til Livo. Byen har omkring 190 indbyggere, og på hovedgaden ligger en lille restaurant, der har åbent, men hvor ingen taler engelsk. Heldigvis kan nogen huske at tomat hedder pomodoro på italiensk, og pesto hedder jo pesto, så på forunderlig vis fremtrylles den herligste pastaret, der skylles ned med en velfortjent, kold øl.
På vej ind i Livo ser vi et skilt, der viser tre kilometer videre ud af vejen til et sted, der hedder Grotto Dangri. Vi er tilpas trætte i benene til ikke at orke en længere tur nu, men lover os selv, at den skal undersøges nærmere – i bil. Der er en del ”grotti” i området. Ordet stammer oprindeligt fra ordet hule eller grotte, hvor man tidligere opbevarede mad. Altså en slags køleskab. I dag dækker ordet over små stenhuse med et par borde og bænke udenfor, beliggende dybt inde i bjergene. Her kan man få et enkelt måltid mad og lidt at drikke.
Grotto Dangri – på eget ansvar!
Vi beslutter at hvile vores trætte vandre-ben og køre til Grotto Dangri. Lad mig slå én ting fast: turen er ikke for sarte sjæle. Ret hurtigt efter Livo forsvinder vejen fra gps’en til trods for, at vi stadig kører på den. Det lover godt, bekræfter vi hinanden i, da vi som bekendt godt kan lide, der er lidt øde og ikke alt for turistet, når vi er på tur. Der bliver efterhånden mere og mere stille i bilen, som vejen smalner ind, rækværket er ikke eksisterende, og vi kigger ned i de svimlende dybder. Flere gange lyder det: jamen, er det overhovedet meningen, man kan køre her? Turen er fantastisk smuk med udsigt over dale og bjerge.
Den snor sig rundt om klippefremspring, går over små broer og afdækker det ene naturscenarie efter det andet. Men man kan ikke lade være med at tænke, hvad sker der egentlig, hvis vi møder en anden bil? Hvilket vi selvfølgelig gør. Heldigvis på et stykke, hvor man kan trække den halve meter til siden, der gør, at vi kan passere hinanden. Da vi omsider når frem til Grotto Dangri, holder der flere biler parkeret, så det er åbenbart meningen, man kan køre på den vej. Vel ankommet får vi lidt at drikke og spørger undrende, hvordan de dog får varer frem. Værtinden ser helt uforstående på mig og svarer, at der jo flere gange om ugen kører lastbiler med varer ud til dem. Da jeg prøver at fortælle om vores nervepirrende tur herud, smiler hun venligt og siger, det er bare et spørgsmål om vane. Således opløftet vender vi bilen hjemad og gennemfører ruten uden at møde modkørende.
Tid til en kaffepause? Download mit kaffe-kørekort til den italienske kaffebar. Det kan løse de fleste udfordringer i den forbindelse! Skriv dig på maillisten, bekræft din mail, og KØR!
Pragtfulde billeder, der er også mange flotte steder at køre på motorcykel hvis man er i området.
Det er der Moto Guzzi fabrikken ligger
Hej Oluf,
tak for de pæne ord! Og for bonus info. Der skal jeg forbi næste gang.