Italiano? På sprogskole i Italien.

Som I ved, er Italien et af mine absolutte favorit rejsemål. Landet byder på SÅ meget af det, jeg holder af. Smukke, gamle byer, vidunderlig, afvekslende natur og ikke mindst fantastisk mad og vin. Og så er der sproget. SPROGET!! Det smukkeste i verden, hvis man spørger mig. Så hvorfor ikke kaste sig ud i at lære bare en smule af det? Jeg gjorde forsøget og tog på sprogskole i Italien.

Hvor tager man hen?

Jeg havde brugt et godt stykke tid på at researche højt og lavt om sprogskoler i Italien. Der er mange at vælge imellem. Nogle ligger i storbyerne, nogle længere ude i landskabet. Nogle er store, andre ret så små. Jeg var på en mission, der handlede om at udforske nye områder af landet, gerne på en mindre sprogskole. Så valget faldt på Scuola Italia, der ligger i Urbania i regionen Marche. (Læs mit indlæg om byen Urbania HER.) Skolen er startet i 1998 og styres med fast og kærlig hånd af Roberto, Tiziana, Barbara og Corinna, der alle er fra området.

Skolerne er som regel meget fleksible med hensyn til opstart og længde på kurset. Man kan desuden vælge mellem forskellige modeller efter behov og temperament. For eksempel om det skal være individuel eller holdundervisning, og hvor mange timer om dagen man ønsker. Jeg havde valgt en uge, da det passede med familien og den øvrige ferie, der skulle fortsætte herfra. Jeg valgte at have timer hver formiddag samt to eftermiddage.

Første sprogskoledag

Det var med klamme håndflader og bankende hjerte jeg trådte ind ad døren den første dag. Jeg havde gået på et italienskhold i aftenskoleregi i en fjern fortid, og det var så ligesom det, jeg kunne. Not much! Jeg kunne ikke helt se for mig, hvordan man skulle kunne lære noget, når man ikke kunne tale med underviserne. Men jeg skulle blive meget klogere.

Jeg blev modtaget med store smil og meget enkle sætninger den første dag, som også var test-dag. Alle skal gennemgå en test, så skolen kan placere én på det rigtige niveau. Det er smart, da man lærer mest ved at være sammen med ligesindede. Holdene var små; mellem 8-12 på et hold. Det kan svinge lidt, da der er løbende udskiftning. Og så var vi i gang.

Parliamo italiano! (Vi taler italiensk!)

Udover mine manglende sprogfærdigheder var jeg også en smule bekymret for gennemsnitsalderen. Jeg havde ikke siddet på skolebænken siden min uddannelse, og det lå immervæk nogle år tilbage. Skulle jeg nu sidde mellem lutter unge, kvikke hoveder? Også her blev mine bekymringer gjort til skamme. Der var alle aldre repræsenteret på holdet. Blandt andre et par unge veninder fra Kina, et engelsk par på ferie, Bob, der også var fra England og havde købt et hus i udkanten af Urbania og en fransk kvinde, der havde orlov fra sit arbejde. En god blanding men fælles for os alle var kærligheden til sproget og viljen til – at forsøge – at lære det.

Det blev en fantastisk uge. Vi læste, lyttede og talte til vi var blå i hovederne – på den gode måde. De italienske skoler har generelt en noget anderledes måde at undervise på. Skal vi kalde den mere lærerstyret og mindre “hvad synes du selv”. Det passede mig perfekt, og vi blev med fast og kyndig hånd ledt gennem verber, udtale, sætningskonstruktioner og ordforråd efter et nøje planlagt dagsprogram.Lærerne var kompetente, pædagogiske (vigtigt!) og hjælpsomme, og det blev aldrig kedeligt. Faktisk grinede vi helt utroligt meget i løbet af ugen, vi fik bunker af ros, der muligvis var velfortjent og miraklet skete. Pludselig begyndte vi at tale italiensk. Oh fryd!! Bare at kunne sætte nogle få ord sammen, så det gav mening, var en stor sejr.

Sprogskole er også ferie

Urbania var den hyggeligste, lille by at holde fri i, når “det ringede ud”. Man kunne gå på opdagelse i de små gader, hænge på pladsen, der var fuld af liv eller gå efter nogle af seværdighederne. (Mere info HER ). En af de helt store oplevelser for mig var, da skolen arrangerede en aften-udflugt til nabobyen Sant’ Angelo in Vado. Her ligger et gammelt teater, hvor nogle unge opera-studrende fra skolen gav koncert. Skolen har hver sommer hold for operastuderende, der skal lære at synge de store operaer på perfekt italiensk, og koncerten er en del af træningen.

Praktisk information

Skolen er behjælpelig med – ALT. Men her kommer et par tips om, hvordan jeg gjorde. Urbania er lidt bøvlet at komme til og har derfor heller ingen turister. Udover sprogskole-folket. Jeg fløj til Rom, tog toget til Pesaro, hvor skolen havde sørget for transport det sidste stykke vej. (mod betaling) Man kan blive privat indkvarteret, hvilket jeg valgte. Det giver fantastisk meget, fordi man taler og tænker italiensk hele tiden. Det er også hårdt af de samme årsager. Man kan også vælge at bo én eller flere sammen i en studio-lejlighed, hvis man har brug for lidt mere privatliv. Skolen hjælper gerne med at finde indkvartering.

Jeg skrev for nyligt med Corinna for at sikre mig, at man stadig kan møde op som total nybegynder, og svaret var: JA!! Så hermed en idé til sommerferieplanlægningen.

Tid til en kaffepause? Download mit kaffe-kørekort til den italienske kaffebar. Det kan løse de fleste udfordringer i den forbindelse!  Skriv dig på maillisten, bekræft din mail, og KØR!

Indlæg, der ligner