Vandring med æsler – vol. 1.0

En af de bedste og sjoveste ferier, jeg har været på, var da jeg sammen med familien vandrede en uge i Italien. MED to æsler. Det var en meget begivenhedsrig uge, og derfor ser jeg mig nødsaget til at dele oplevelsen op i bidder.  Denne første del kommer til at handle om fænomenet: at vandre med æsler.

Vi havde bestilt ferien gennem Vagabond Tours, og meningen var, at vi gennem otte dage skulle vandre en rundtur mellem tre forskellige byer i regionen Umbrien. Umbrien ligger ret præcist i midten af Italien og er takket være Appeniner-bjergkæden noget kuperet. Vinranker og oliventræer vokser overalt på bakkeskråningerne, og de grønne enge, imponerende sletter og store skove har været med til at give Umbrien kælenavnet ”Italiens grønne hjerte”.  Vagabond Tours havde reserveret æsler og overnatning undervejs, og efter en dejlig nats søvn på det første overnatningssted, skulle vi bare møde op på æselgården.

Kørekort til æsler

Vi har vandret rigtig meget med vores børn fra de var ret små, så den del var i vinkel. Nu var det ikke BARE en vandretur, for denne gang skulle vi have følgeskab af to æsler. Den ene skulle bære bagagen (10 kg. per mand er tilladt), den anden havde en saddel på, så trætte børn – ikke voksne – kunne få en pause. Jeg har hele mit liv været bange for heste, og i min verden er æsler og heste lidt samme skuffe. Store og tunge dyr, der muligvis og måske endda sandsynligvis både bider og sparker.

Det blev ret hurtigt slået fast, at æsler er nogle søde, rolige væsner og betydelig mere medgørlige, end deres rygte siger. Min heste- / æselskræk begyndte ret hurtigt at fordampe, og snart var vi i gang med at tage kørekort til æsel-vandring. Det skal man nemlig igennem for at frigives til denne tur. Dagen gik med at lære alt om pleje, fodring, sadler og hovedtøj. Strigle, tage seler af, lægge seler på, tage saddel af, lægge saddel på. Den praktiske del bestod af en tur rundt i området med æsler og kørelærer, hvor vi fik lært det meste af det, der skal til for at styre et æsel. Det var tydeligt, at ejeren tog det meget alvorligt, at vi lærte at behandle og håndtere hans æsler på en ordentlig måde. Han beskrev, hvordan en lille smule snavs eller en lille sten under sadlen, kunne skabe store problemer for æslet med gnavesår til følge.

 Kæle-æseldyr

Æsler har nogle meget store, bløde ører, der minder lidt om kanin- eller hare-ører i XXXL. Læg dertil et par store, mørke og venlige øjne og den blødeste mule, der godt nok fnyser snot ud en gang i mellem, men hey – det tørrer hurtigt i solen. Vores nye bedste venner blev hurtigt en del af familien. De gik – for det meste – når vi selv gik. Stod stille, når vi hvilede, drak, når vi kom forbi en kilde og spiste græs eller grene, når de syntes, det var tid til det. Og så havde de en enorm pædagogisk indvirkning. Selvom børnene er vant til at vandre og godt kan lide det, er det ikke altid uden sværdslag, når en rute skal gennemføres. Men nu gik al opmærksomheden til æsel-dyrene.
Dels var der mulighed for at få et hvil i sadlen, dels følte alle – ikke mindst børnene – et stort ansvar for vores æsler. De skulle have knus og klap, de skulle småsludres med – jo, det kan man godt – og de skulle lokkes, når vi en sjælden gang i mellem ikke var helt enige om, hvornår vi kunne komme videre. Så skulle de strigles, når vi nåede frem om eftermiddagen, have mad og sludres lidt mere med. På alle overnatningssteder var der en lille fold, hvor æslerne tilbragte natten. Vel at mærke efter at være blevet striglet, og man skulle da være et skarn, hvis man ikke lige skulle se, hvordan de havde det, inden man gik i seng.

Sikke et landskab!

Ugen igennem vandrede vi i de mest utrolige og afvekslende landskaber, meget af tiden helt alene. Turen indeholdt mere end én bjergetape, med stier så smalle, så jeg alvorligt overvejede, hvordan et firebenet dyr skulle klare den, når jeg knapt nok kunne finde plads til mine to. Landskabet vekslede mellem bjergkamme, enge, enorme sletter og skov. Ruterne var mærket, beskrivelsen var meget detaljeret, og vi for aldrig rigtig vild. Vi var blevet udstyret med en udførlig rutebeskrivelse fra Vagabond Tours og en direkte hotline til æsel-ejeren, der kunne fortælle historien om nogle turister, der var faret vild efter en halv times vandring. Skulle dette ske, også efter flere dages vandring, lovede han at finde os og få ledt os tilbage på sporet.
Jeg ved ikke, om æslerne var udstyret med en chip, eller hvordan han havde tænkt sig at finde os, men det lød meget betryggende. Det blev desuden anbefalet at tage et kompas med. Kompas havde vi ikke noget af, men æsel-ejeren var så venlig at låne os et, som vi aldrig fik brug for.

Godt med en hot-line

Det skulle dog blive et af æslerne og ikke os, der fik brug for hans assistance. På tredjedagen opdagede vi en stor sten, der havde sat sig fast i hoven på det ene æsel. Og ja, man skal også rense hove. Jeg, som jo var godt i gang med at bearbejde min heste-skræk, hev og sled i æsel, sten og hov, men stenen rokkede sig ikke ud af stedet. Der var ingen vej udenom, vi ringede, og i løbet af en time ankom vores redningsmand, æsel-ejeren. På under fem minutter havde han kureret æseldyret, og vi var alle tilbage på sporet igen med gode ben. Vi nåede tilbage til udgangpunktet med alle familiemedlemmer og æsler i god behold. Rig på oplevelser og med et helt nyt og positivt indtryk af æsler. Nu også som kæledyr.

Tid til en kaffepause? Download mit kaffe-kørekort til den italienske kaffebar. Det kan løse de fleste udfordringer i den forbindelse!  Skriv dig på maillisten, bekræft din mail, og KØR!

Indlæg, der ligner