Vandring på Klintestien ved Lynæs
Jeg overhørte på et tidspunkt en samtale mellem to veninder, der undrede sig over, hvorfor det var blevet sådan, at man nærmest kun kunne “opleve noget”, hvis man rejste om på den anden side af jordkloden. Selvom jeg ELSKER at rejse og gerne i udlandet, kunne jeg alligevel godt genkende tankerne. Det er de færreste af os, der har mulighed (og råd) til at rejse hele tiden. Og når vi ikke rejser, kan vi ligeså godt gå på opdagelse i det, der er muligt. Nemlig vores eget land.
Med kurs mod Klintestien
Jeg er glad for bjerge. Når man ikke kan få bjerge – læs: bor i Danmark – kan man få bakker. Og klinter. Danmark har et ret udbredt net af vandrestier, hvis man søger lidt rundt på nettet. Jeg fandt blandt andet denne hjemmeside, hvor nogle af landets kommuner har angivet mulige vandreruter på et kort. Turen her gik jeg i sensommeren men den er pragtfuld året rundt.
Jeg snørede vandrestøvlerne og tog kaffe, mad og vand i rygsækken. Der var ikke helt den samme følelse af: gad vide, om vi kan finde vej. Eller: bare vi når frem, før det bliver mørkt, som jeg kan have ved vandringer i udlandet. Lad mig bare slå fast, turen var til at overkomme. Både fysisk og psykisk. Men smuk var den. Hold nu op, hvor var det flot.
Start fra Hundested havn
Jeg startede fra havnen i Hundested, hvor man alt efter temperament kan drikke en kop kaffe eller spise en fiskefilet. Der er rigelig mulighed for både at spise og drikke inden turen. Ideelt set, kan man gå fra Hundested til Frederiksværk på vandrestier, der langt det meste af ruten er afmærket. Turen er på ca. 15 km. og var lige lovlig lang til min smag – og tid. Jeg havde sat 3-4 timer af ialt, til både at komme ud og hjem På den tid når man sagtens at få pulsen op, nogle kilometer i benene, drukket sin kaffe og badet, hvis vejret og humøret er til det.
Vel ude af havnemiljøet er det bare om at komme ned til vandet, for så dukker Fjordstien ret hurtigt op. Den løber langs Isefjorden og er dels en fin grussti, dels lidt strandterræn, der skal forceres. På landsiden er der skiftevis sommerhuse og engarealer. Der er altid noget beroligende og afstressende for mig ved at gå ved vandet. Det ene skridt tager det andet, mens bølgernes skvulp danner baggrundsmusik.
Lynæs havn
Fjordstien fører direkte til Lynæs havn, hvor jeg fandt en bænk og pustede ud for en stund. Der var godt gang i havnelivet. Skibe der lagde til og fra og familier med børn, der var på tur. Der er en lille købmand / kiosk, så man kan tanke op med det, man mangler. Fra bænken havde jeg en fremragende udsigt over klinterne, som jeg havde besluttet mig for at bestige. De hæver sig op ret hurtigt syd for Lynæs havn, hvor Fjordstien bliver til Klintestien, som fortsætter til Sølager.
Klintestien
Efter et kort stykke på Klintestien langs vandet, måtte jeg et smut omkring vejen, hvis jeg ikke ville ud og soppe, og så gik det opad. Ikke dramatisk, men jeg vil ikke anbefale ruten til gangbesværede. Det gik op og ned men med en konstant stigning, og ruten snoede sig rundt i landskabet. Stien er på nogle steder iøvrigt så smal, at det er en fod af gangen. Op gik det, og det medførte naturligvis den skønneste udsigt. Man skal huske at se sig tilbage. For der ligger Lynæs havn og den smukke kyststrækning, nu set fra oven. Og pludselig er der meget langt ned. Og stejlt! Intet hegn eller afskærmning, så mindre børn skal holdes tæt til kroppen. Efter endnu et sving åbnede sig en ny, storslået udsigt mod syd. Og jeg fik øje på den lille færge, der sejler mellem Sølager og Kulhuse. Her er det også at landskabet deler vandet op i Isefjord og Roskilde fjord.
Jeg var højt oppe. Vinden blæste i ansigtet, men ellers var her stille, helt væk fra alle støjkilder. Jeg mødte et par andre vandrere, men de larmede ikke. Så det var mig, solen (når den kom frem), vinden og naturen. Stien er smukt indrammet af krogede, vindbidte træer, det grønne græs og om sommeren er der hybenroser med den skønneste duft. Jeg kunne have fortsat længe endnu i min komplet afstressende og sanseoplevende tur, men uret sagde desværre noget andet. Jeg valgte at tage asfaltvejen hjem, da tiden var løbet fra mig. Det var jo ikke helt samme oplevelse, men hurtigere.
Lad mig høre, hvad du synes