Hotel Antica Dimora alla Rocca i Trevi – her vil du bo!

Hvis man beslutter sig for at bo i minibyen Trevi i Umbrien (læs mere om Trevi HER), så er dette hotel ikke til at komme udenom. Her VIL du gerne bo – og aldrig tage hjem fra. Jeg elsker alt ved dette hotel.

Hotel Antica Dimora alla Rocca

Hotellet er oprindeligt et palads fra 1600-tallet. Det tilhørte en fin, aristokratisk familie, der havde råd til at udsmykke paladset med smukke fresker på væggene og smagfulde møbler. Både møbler og i vid udstrækning de smukke fresker er bevaret og indgår i dag i det gennemrestaurerede hotels indretning.

Eventyret starter, når man ankommer til hotellets egen lille Piazza della Rocca. Pladsen omkranses af fine paladser, hvoraf de to hører til hotellet. Her kan man drikke en kaffe om formiddagen, en drink om eftermiddagen og om aftenen spiser man ude under den mørkeblå nattehimmel.

Store, tykke frotté håndklæder – jeg elsker det!

Værelserne er vidt forskellige, da de jo er indrettet i de gamle bygninger. Men alle har gennemgået omfattende restaureringer og er i dag lækre, nutidige hotelværelser. Den første dag bliver man fulgt til dørs af personalet, så man ikke farer vild. Der er gamle stentrapper op og ned og rundt om hjørner, men efter et par dage kan man selv. Jeg kan godt lide at døre og vinduer er af nyere dato, så de holder varme/ kulde og larm ude. Og så ELSKER jeg store, tykke, hvide frotté-håndklæder på badeværelset. Og dem er der rigeligt af her.

Skulle varmen få has på én er der en mindre pool, man kan dyppe sig i. Her findes også et par liggestole, hvor man kan slænge sig og nyde roen, varmen, duftene og udsigten over dalen. På vej til poolen snupper man et af de store, tykke håndklæder, der også ligger her i en kurv under hvælvingerne, for man bevæger sig naturligvis rundt i endnu et smukt, gammelt palads.

Fantastisk mad og vin

Hotellet har en restaurant – La Prepositura – som ganske enkelt serverer fantastisk mad og vin. Velsmagende pastaretter, hvor pastaen er kogt lige som den skal være – al dente. Lækre forretter med trøfler, smør-mørt kød til hovedret med grillede grøntsager, papirstynde pizzaer med mozzarellaost – jeg kunne blive ved. Til alt dette opbud af lækker mad drikker man den lokale vin, der gerne kommer i store (eller mindre) karafler. Montefalco Rosso eller Bianco som er dagligdags vinen eller den mere kraftige (og dyrere) Sagrantino vin. Begge udgaver er en fornøjelse at nyde.

Jeg er nødt til også at fremhæve personalet. Hotellet drives af tre yngre, energiske lokale: Amanda, Valentina og Roberto. De er helt utroligt charmerende og hjælpsomme og står på hovedet for, at man får et godt ophold.

Tid til en kaffepause? Download mit kaffe-kørekort til den italienske kaffebar. Det kan løse de fleste udfordringer i den forbindelse!  Skriv dig på maillisten, bekræft din mail, og KØR!

 

 

 

Indlæg, der ligner

Lad mig høre, hvad du synes

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 Kommentarer

  • SVAR

    Kan man komme til Trevi uden en bil?

    • SVAR

      Hej Winnie,

      det kan man sagtens. Der ligger en togstation i den nye del af Trevi, og derfra er der 3 km op til den gamle bydel. Turen tager lige under to timer fra Roms hovedbanegård Termini.
      Der går også busser i området til de omkringliggende byer. Det er bedst at spørge i Trevis turistinformation efter den gældende busplan, da den skifter flere gange årligt.
      Held og lykke med det!
      Mange hilsner
      Pernille