Italiensk mad, der smager HELT rigtigt – i Danmark!
Jeg er normalt ikke nogen center-rotte. Jeg synes hurtigt, det bliver en kende trangt og indelukket at færdes blandt mange mennesker i et dansk storcenter. Men jeg er mere end villig til at gøre en undtagelse, når det drejer sig om en god madoplevelse. Læs med her og se, hvor du kan få himmelsk, italiensk mad, der bare smager helt rigtigt af Italien!
Italiensk mad i Danmark – når det er bedst!
Parma & Pasta er en restaurant, der har til huse i to forskellige storcentre, Lyngby Storcenter og City 2 i Taastrup. Jeg har sat mig tilrette ved den smukke oliventræ-disk i restauranten på Store Torv i Lyngby Storcenter og nyder synet af talrige skinker, der hænger ned fra loftet. Man sidder med direkte udsyn til køkkenet, hvor italiensk snak gjalder på kryds og tværs mellem kokkene. I den ene side af køkkenet kan jeg følge, hvordan den friske pasta gøres klar, mens jeg i den anden side ser svingende sauterpander og gryder, hvor den lækreste mad bliver til.
Her spiser man altså rigtig god, italiensk mad. Jeg opdagede stedet ved et tilfælde og er vendt tilbage flere gange. Menukortet er overskueligt, og så smager det ganske enkelt helt vidunderligt. Og rigtig italiensk.
Verdensmester i risotto
Matteo, som er direktør, for Parma & Pasta og to gange verdensmester i risotto (!), er desuden medejer af en restaurant i Parma i Italien. Han har arbejdet på Michelin-restauranter i Italien i mange år og heldigvis for os, fik han udlængsel og havnede i Danmark. Her sætter han en ære i at tilberede enkel mad af gode råvarer, helt fra bunden. Han laver stadig frisk pasta, som han har set sin mor lave det hele livet. Det er en slags fast food af tårnhøj kvalitet – og så er det til at betale!
Matteo har også haft en stor finger med i spillet, hvad angår indretningen. Han ser køkkenet som en åben scene, hvor gæsterne kan følge med i madlavningen. Lyset er dæmpet langs baren, hvor man spiser som “publikum”, mens der er der er mere lys i køkkenet ( og godt for det, når der skal laves mad…), hvor “forestillingen” udfolder sig.
Veltillavet, velsmagende – fantastisk
Jeg besøgte restauranten en fredag aften, og her var fuldt hus. Man skal være lidt tidligt ude, da køkkenet lukker kl. 19. MEN det smarte er, at man også kan tage maden med hjem. Alt fra menukortet kan blive til take away, hvis man hellere vil det. Jeg blev dog hængende på barstolen (også med sæde af oliventræ!) og nød et ualmindeligt veltillavet og velsmagende måltid.
Først delte vi en forret med italiensk charcuteri: Mortadella, salami, lidt gorgonzola ost og naturligvis parma-skinke. Brødet, vi fik til, var en oplevelse i sig selv. Små stykker dej blev friturestegt og serveret rygende varme, sprøde og åh – så lækre bløde indeni. Suk – det var svært ikke at spise sig propmæt allerede her.
Nu fulgte en pastaret, og denne gang blev der ikke delt. Jeg elsker den italienske, krydrede pølse salsiccia, så valget var let. Pasta kogt al dente med frisk spinat, salsiccia og tomatsovs. Øj, det smagte fantastisk. Menuerne kan variere lidt mellem de to restauranter og afhængig af sæson, men den her ret er absolut en vinder!
Naturligvis er vinkortet proppet med gode, italienske vine, der fås i velskænkede glas eller som flaske.
En caffé blev det også til med små, hjemmelavede mandelkager. Nogle vil måske huske mit indlæg om kaffekultur i Italien, og at en caffé er det, vi i Danmark kalder en espresso. Den rundede fint denne skønne middag af med et lille, skarpt spark.
Et øjeblik havde jeg glemt, at jeg sad i et dansk storcenter, og at det styrtregnede udenfor. Her er italiensk smag, stemning og duft for fuld skrald!
Herunder er Mateo i fuld sving med at lave frisk pasta!
Lad mig høre, hvad du synes