Vandreture på Amalfikysten

I ved, hvor glad jeg er for at vandre. Jeg har på det seneste opholdt mig af flere omgange på Amalfikysten og har fundet tre forskellige vandreture, som alle har været fantastiske oplevelser. Turene har det til fælles, at de starter med trapper for at komme op i landet. Herefter går det mere ligeud for så at gå ned ad bakke og trapper til slut. For alle ture gælder, at tidsrammen kan skride, da der er SÅ mange steder, hvor man stopper, måber og betages af udsigten. Der er mange forskellige typer af ruter i området, både i længde og sværhedsgrad. Disse tre ture kan man kalde: small, medium og large, og alle tre tager udgangspunkt i den lille by Maiori.

Sentiero dei limoni.

Vi starter med en “small”-tur. Citronstien (på dansk) er berømt i hele verden og på trods af dette, møder man sjældent andre på sin vej. Turen tager ca. 1,5 timer at gå, alt afhængig af dagsform og antal af pauser, og her kan de fleste være med. Trapperne til stien starter fra Corsoen og snor sig højre om kirken Santa Maria al Mare. Det er hårdt i starten at gå op ad de 562 trappetrin, men så flader det ud. Man følger herefter den gamle sti, som tidligere var eneste forbindelse mellem byerne Maiori og nabobyen Minori, hvor turen ender. I dag findes kystvejen, men der er stadig mange af de små byer, der kun kan nåes til fods. Eller muldyrs – om man vil. For æsler eller muldyr benyttes stadig til at transportere for eksempel byggematerialer op og ned ad bjergene.

Turen er vidunderlig. I en fin blanding af sol og skygge vandrer man mellem citronlunde, vinranker og små husmandssteder. Afgrøderne vokser på terrasser, som fortaber sig dybt nede mod dalen. Der er ikke en lyd, og hele tiden har man den storslåede udsigt over havet langt under ens fødder. Før nedstigningen til Minori passerer man et mikroskopisk torv med en fin, lille kirke og en bænk under et skyggefuldt platantræ. Herfra er der “bare” 324 trin ned til Minori, hvor man passende kan besøge det fine konditori Sal de Riso og belønne sig selv med en kage. Læs mere om konditoriet HER. Hjemturen til Maiori kan enten være samme sti tilbage eller med den lokale båd eller bus.

S. Nicola de Thoro-Plano

På “medium”-turen skruer vi lidt op for længde og hårdheds-grad. Vi skal trods alt ca. 200 meter op. Ad trapper – mestendels. Turen er den samme ud og hjem og beregn en time hver vej. Drej fra strandpromenaden op ad Via Nuova Chiunzi. Ca. 200 meter oppe kommer et stort  skilt på højre side, hvor der står Aquarius. Det er det letteste at få øje på, men på væggen bagved står et skilt til S. Nicola Di Thoro-Plano / Castello og den lille trappe-vej, man starter på hedder Via G. Accola. Herfra går det støt og roligt opad i en times tid. Hold pauser undervejs, nyd udsigten og de små, snørklede gyder, man kommer rundt i. Man bevæger sig langs med private boliger og små haver og hører skramlen fra køkkenet, snakken og et tændt TV.

Godt forpustet og med varme kinder når man endelig frem til borgen. Den kan dateres tilbage til år 800 e.Kr. og var et gammel fæstningsværk. Her kunne befolkningen søge ly og beskyttelse fra de mange angreb, som kystbyerne var udsat for dengang. Der betales entre, så husk et par euro. Men så får man til gengæld lov til at besøge verdens mindste museum. Et lille tårnværelse med møbler og brugsting helt tilbage fra romertiden. Området rummer flere terrasser, hvor man kan gå på opdagelse. Her er ruiner fra antikke, romerske bygninger og velbevarede rum fra den gamle borg.

Hele molevitten styres med fast, men kærlig hånd af Crescenzo de Martino. En venlig, meget italiensktalende ældre herre, hvis slægt kan føres tilbage til borgen. Tag gerne madpakken med og slå dig ned på en af stenbænkene i området. her er smukt, stille og med en fantastisk udsigt.

Sanctuario dell’Avvocata (eller noget af den…)

Nu er vi nået til “large”-udgaven – eller som jeg skriver: noget af den. Her er der tale om en heldagstur, og det havde jeg ikke tid til. Jeg tog så langt, jeg havde tid og ben til men fik absolut mod på at vende tilbage og gå hele turen. Står man midt på strandpromenaden og kigger op til højre, kan man se det hvide kloster, der ligger helt oppe på toppen af bjerget. Det er endestationen for turen.

Klosteret blev bygget omkring 500-tallet e.Kr og blev benyttet til starten af 1800-tallet. Igen udgår turen fra Via Nuova Chiunzi. Når du passerer Hotel Torre di Milo, kommer der kort efter en trappe på højre hånd med et skilt til Sanctuario dell-Avvocata. Jeg gik op ad trapper i en time, før det blev et stykke med mere fladt terræn. Så det kræver forholdsvis gode ben, og trinene er heller ikke helt efter EU standard.

Men åh – hvor er der smukt. Man passerer forbi små samlinger af huse med tilhørende haver, der bugner af

afgrøder på sin vej op ad trapperne. Turen starter på bagsiden af bjerget, så man har udsigten over dalen i baglandet at glæde sig over. Men hurtigt kommer man op og frem på forsiden af bjerget, hvor udsigten over kysten igen åbenbarer sig foran én. Det går lidt op og lidt henad. På det sidste stykke af min tur, fulgte jeg terrasser med citroner og oliven og mødte endda en enkelt mand, der gik og arbejdede. Han var så også den eneste. Her ånder alt fred og idyl. Lidt fuglefløjt, lidt vind i træerne og ellers RO.

Terrænet er lidt mere uvejsomt her. Ujævne, høje trappetrin, smalle stier med tæt bevoksning og stejle partier.  Men der er udmærket skiltning, så stien er let af følge. Det kan være en ide at købe et kort over vandreture omkring Maiori. Her er turene også ret præcis beskrevet. Jeg fik fat i ét hos turist-info-huset, der ligger midt på strandpromenaden i Maiori by.

 

Indlæg, der ligner

Lad mig høre, hvad du synes

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *