Nu er det jul – i Italien

Italienerne er vilde med at pynte deres byer op til jul. Der kan danskerne slet ikke følge med. Og mens vi har travlt med juleand, julefrokost og gaver juleaften i Danmark, forgår julen lidt anderledes i Italien. Læs med her og se, hvordan man fejrer julen i Italien.

Juleaften –

starter for de flestes vedkommende først ved midnat. Den italienske jul er bundet meget op på religionen og ifølge den, fødtes Jesus julenat. Ved midnat ringer kirkeklokkerne over hele landet, og italienerne går til midnatsmesse. Midnatsmessen i Peterskirken i Rom bliver ofte sendt på DR. Inden da har man spist et let måltid, gerne med fisk eller skaldyr. For man skal være klar til den store familiesammenkomst, som sker 1. juledag. Og så kan det nok være det går løs. Hele familien samles og spiser sig gennem både seks, syv og otte retter. Menuen er antipasti, pastaretter, retter med kød, grøntsager, salat og dessert. Herefter er det tid til den traditionelle julekage Panettone. En stor, høj og lidt tør, hvis du spørger mig, sandkage-agtig sag med rosiner og kandiseret frugt. Hertil et glas mousserende vin – Spumante. Det er også for det meste 1. juledag, man giver hinanden gaver.

Julekrybben –

er vigtig i den italienske jul og overgår nærmest juletræet i popularitet og kunstfærdighed. I den lille by Dalmine i nærheden af Napoli findes noget så usædvanligt som et julekrybbe-museum. Alle kirker har deres eget krybbespil opstillet, og mange byer laver større krybbespil på torve og pladser. I de private hjem er der som regel også opstillet en julekrybbe som en del af udsmykningen i december måned. En skæg detalje er, at Jesusbarnet enten er dækket til eller først lægges i krybben efter midnatsmessen julenat. Han var jo ikke født før!

Nogle steder bliver julekrybben fremme hele året. For eksempel i Sorrentos katedral, hvor der er den fineste og meget detaljerede julekrybbe året rundt. Læs mere om Sorrento HER. 

La Befana –

er en grim men venlig gammel heks, der spiller en stor rolle i den italienske jul. D. 6 januar er det Helligtrekongers aften. Sagnet fortæller, at de tre konger slog inden om La Befanas hus for at spørge efter Jesusbarnet. Hun havde ikke lige tid til hverken at svare eller hjælpe med at lede, da hun var i gang med at gøre rent(!). Det fortrød hun senere og satte selv afsted for at finde Jesus. Hun leder stadig, og i den forbindelse tager hun slik med til børnene, hun støder på. Og det er jo et betragteligt antal. Hun lægger slik i sokkerne hos de artige børn. De knap så velopdragne børn får et stykke kul, som så i dag er forklædt som sorte bolcher.

Man mener, hendes navn stammer fra det græske ord: epifania, der betyder åbenbaring. Det passer jo fint med de hellige tre kongers besøg hos Jesusbarnet på netop d. 6 januar. Dagen markerer samtidig den kristne juls afslutning og også slutningen på mange italieneres juleferie.

Alle billeder er på sødeste vis udlånt af min gode veninde Connie.

Indlæg, der ligner

Lad mig høre, hvad du synes

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.