Sveriges uafhængige micro-stat Ladonia

Der findes et sted, lige på den anden side af Øresund, som er helt fortryllende, skørt og skægt. Ladonia, hedder det og er kunstneren Lars Vilks erklærede uafhængige micro-stat.

Nogle kender sikkert til Kullen i det sydlige Sverige, der er et aldeles pragtfuldt område med høje klipper, skov og kuperede (i den grad!) vandrestier. Jeg føler mig ofte hensat til dele af Bornholm, der har lignende klipper. Den yndige, lille badeby Mølle (Mölle) er “hovedbyen” i området og ligger smukt ved vandet. Man kommer gennem byen på vej til  Kullaberg og et hav af vandreture, så byen er ret godt besøgt året rundt.

Hvor ligger Ladonia?

Hvis man før Mølle i stedet sætter kurs mod den gamle, fredede gård Himmelstorp og kører mod nordsiden af Kullen, er man godt på vej til at få en ganske særlig og noget mere afsides liggende oplevelse. Ladonia er udover at være en egen stat (!) også samlingspunkt for nogle værker Lars Vilks har opført, dels af drivtømmer, dels af beton og cement.

Der har været lange stridigheder mellem Lars Vilks og den svenske stat, siden han startede opførelsen af bygningsværkerne i 1980, og historien er i det hele taget helt vild og for de interesserede uddybet HER. Af samme årsag har vejvæsenet heller ikke været gavmilde med skiltning til Ladonia. For at sige det på en anden måde, findes der ingen skilte i hele kongeriget, der viser hen til området. Men finder man vejen til den gamle gård Himmelstorp og kører til man SLET ikke kan komme længere, er man godt på vej.

Vandretur med udfordringer

Ladonia kan kun nås til fods eller med båd, hvis man er så heldig at have sådan én. Man får som sagt ingen hjælp i starten, men til højre for den smukke gamle gård, går man ind i skoven, og herfra kan man se gule mærker formet som et N på sten og træer. N’et står for Nimis, som er navnet på den første drivtømmer-skulptur, Vilks byggede. Man starter ret højt oppe og skal hele vejen ned til vandet. Ruten ser let og elegant ud, når man vandrer af sted, men snart ryger det chekkede vandre-look. Man ser sig selv klamre sig til grene, rødder og store sten i forsøg på ikke at rutsje af sted og i stedet komme helskindet ned til stranden, hvor Ladonia venter. Det er slet ikke umuligt, jeg har været oppe og nede flere gange, men det er absolut ikke for gangbesværede. Eller for meget små børn, der skal bæres. Forældrene har rigeligt at gøre med at holde sig på benene med brug af alle arme og ben til rådighed. Inden man når helt ned til stranden har Vilks været så venlig at lave en trappe-gang-skakt den sidste del af vejen. Det betyder, der er noget at holde fast i, til gengæld er der ikke meget plads, og to mennesker passerer kun hinanden på udvalgte steder. Træværket har ikke set skyggen af Gori, og man skal holde øje med strittende søm og skruer. men har man holdt ud så længe er det hele turen værd at nå frem.

Endelig fremme

Vel nede (forhåbentlig!) på stranden ligger nu op til flere bygningsværker i de mest utrolige former, højder og vinkler. Det ligner det, det er. En masse pindebrænde, der er tømret sammen på kryds og tværs, og som til sidst får facon. Taget i betragtning, at det har stået der siden starten af 1980’erne uden at vælte omkuld, er det egentlig meget godt bygget. Men når man ser et barn stå i toppen af ét af tårnene og råbe: “se mor, det vipper heroppe”, kan man da godt blive lidt bekymret. Der har helt sikkert ikke været nogen offentlig myndighed forbi og godkende noget som helst, så det er på eget ansvar, at man færdes højt til vejrs. Det er et herligt sted at være – både som barn og voksen. Børnene vælter rundt i de sindrige klatrestativer, som bygningerne udgør, mens forældrene kan slå sig ned i vandkanten på en af de store, flade sten og nyde sol, vind og bølgeskvulp. Og ikke mindst kaffe fra termokanden. Svenskerne kan endda finde på at tage en engangs-grill med og tilberede varm “lunch”. Så det er egentlig bare at læne sig tilbage, nyde naturen, de skæve, skøre bygningsværker og samle kræfter til, når turen går op igen.

Indlæg, der ligner